Stig Andersen Hvide
| Stig Andersen Hvide | |
|---|---|
| Død | 1293  |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Militærperson |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Stig Andersen (Hvide) eller Marsk Stig (omkring 1230 - 1293) hørte ved ægteskab til den indflydelsesrige Hvideslægt. Han var blandt dem, der blev dømt fredløse for mordet på kong Erik 5. Klipping i Finderup Lade d. 22. november 1286.
Han og andre fredløse bosatte sig på øen Hjelm ud for Djursland, hvor de, støttet af Norge, deltog i krigen mellem Danmark og Norge.
Slægt
[redigér | rediger kildetekst]Stig Andersens far kendes ikke, men det er sandsynligt at familiens ejendomme især har ligget i Åbosyssel i Østjylland. Hvideslægten havde i 1200-tallet stor indflydelse i Danmark, og andre berømte medlemmer er stamfaderen Skjalm Hvide, biskop Absalon, Esbern Snare og Asser Rig. Slægtens medlemmer har bortset fra Skjalm Hvide næppe brugt tilnavnet Hvide, men er blevet det tillagt efter middelalderen.
Tjeneste under Erik Klipping
[redigér | rediger kildetekst]Stig Andersen førte den hær af ryttere og fodfolk, som Erik 5. Klipping i 1275 sendte til Sverige for at hjælpe Birger Jarls sønner Magnus og Erik i deres kamp mod broderen Valdemar Birgersson. Efter at Magnus og Stig havde sejret over bondehæren i Slaget ved Hova i Västra Götaland, måtte Valdemar flygte og blev snart taget til fange. Samme år fik Stig stillingen som marsk for kongen, en stilling han overtog efter Jens Kalf.
I 1276 viste Stig Andersen det første trodsige skridt mod kong Erik, idet han på danehoffet i Nyborg vægrede sig ved at aflægge ed til hans unge søn Erik, som de øvrige stormænd havde gjort. Imidlertid beholdt Stig Andersen sin stilling som marsk, uagtet at han utvivlsomt var en af hovedmændene i det politiske parti, der søgte at aftvinge kongen forfatningsbestemmelser, som kunne sikre landet et mere lovbundet regimente.[1]
Da spændingen var på det højeste i foråret 1282, gav kongen efter og udstedte de betydningsfulde Forpligtelsesbreve af 19. marts og 29. juli og to år senere yderligere anordninger. Det blev siden kendt som Erik Klippings håndfæstning.
Stig Andersen valgtes i 1284 til den ene af de to voldgiftsmænd, der skulle afgøre spørgsmålene om delingen af arven efter Erik Plovpenning.
Dømt for mordet på kongen
[redigér | rediger kildetekst]
Kong Erik blev myrdet Skt. Cæcilie Nat (22. november) 1286 af ukendte gerningsmænd i Finderup Lade.
På danehoffet i Nyborg ved pinse 1287 dømte et nævn på tre tylvter (3 gange 12 mænd) – næsten enstemmigt – at grev Jakob af Halland, Stig Andersen, Niels Hallandsfar, Peder Porse, Rane Jonsen og fire andre var skyldige i mordet. De blev erklæret fredløse og fradømt deres gods. Dommen blev stadfæstet af ærkebispen og samtlige bisper og senere af den tyske kejser Rudolf af Habsburg.
Det er både udokumenteret og usandsynligt at de, der blev dømt som kongemordere, virkelig var skyldige. Dommen skal snarest forklares på baggrund af den krig mellem Norge og Danmark, som allerede var i gang i 1286, og retsopgøret 1287 må forstås som en politisk udrensning.[2]
Da dommen efter Stig Andersens død blev prøvet i 1305, blev det erkendt, at der ikke var bevis for at han havde været i Finderup Lade, men i øvrigt blev intet ændret i dommen.
Norsk eksil og borgerkrig
[redigér | rediger kildetekst]Efter dommen i 1287 flygtede de dømte til Norge, hvor kong Erik Præstehader tog dem under sin beskyttelse (1287). Med norsk hjælp og støttet af enkelte adelsfolk, herunder Lunds ærkebiskop Jens Grand, i Danmark begyndte Stig Andersen Hvide at deltage i krigen mod den danske konge, De fredløses krig.
Middelfart og Hindsholm var de første steder, der stod i flammer, og snart efter gik togtet til Jylland (1288). Erik Præstehader sejlede 1289 med en flåde ned i Øresund, brændte Helsingør og lagde sig ud for København; med en del af styrken drog Stig Andersen imidlertid herfra til Samsø, hvor han indtog Gammel Brattingsborg; derpå til Storebælt, hvor han brændte Tårnborg og Skælskør. Også Nykøbing Falster blev hjemsøgt, Nykøbing Slot blev brændt, og i forening med kongen plyndrede Stig Andersen de sydlige øer.[3]
Stig Andersen kunne nu uhindret bygge sig et fast tilholdssted på øen Hjelm i 1290, og grev Jacob byggede en lignende borg på Hunehals i Nørrehalland. Begge besiddelser blev erklæret som norsk ejendom. Fra disse faste punkter førte de fredløse i en årrække krig mod Danmark. Men Stig Andersen døde allerede i 1293; ifølge en tradition fra en senere tid skal hans lig i hemmelighed være ført til Stubberup kirke på Hindsholm.[1]
På øen fremstillede de ligeledes egne mønter. Nogle historikere har omtalt det som falskmøntneri[4] andre at der blot er tale om produktion af konkurrerende mønter.[5]
Kilderne
[redigér | rediger kildetekst]De historiske kilder fortæller ikke meget og er mærkeligt tavse om mange forhold, uagtet at begivenhederne var så betydningsfulde i landets historie, og at Stig Andersen indtog en hovedstilling i bevægelsen mod kongehuset. Hans hærgen i 1289 omtales i Lundeårbogen.[3]
Til gengæld har folketraditionen tegnet en levende skikkelse af den stolte marsk. Folkeviserne fortæller i stort tal om de tider hvor "der var saa mange i Dannemark, som alle vil Konger være", da "Hjelm har fået Horn", og "Landet stander i Vaade". Disse folkeviser kaldes med et samlebegreb Marsk Stig-viserne.[6]
De viser, som er loyale over for marsken, fortæller blandt andet hvordan kongen voldtog hans hustru, mens Stig Andersen var i leding i udlandet. Ved marskens hjemkomst vover hun ikke at gå ham i møde, og hun tilstår at hun er "bleven Dronning i Dannemark". Hun ægger ham til hævn, og han undsiger kongen.
Mordet i laden skildres levende, marsken drager derefter til kongsgården og forkynder åbent sin dåd, og det fører til dommen. I både de historiske aktstykker om mordet og i andre samtidige kilder nævnes alene politiske grunde til sammensværgelsen, og der siges ikke noget om et personligt motiv for hævn.
Nogle viser fortæller, hvorledes Stig Andersens unge døtre sørgmodige drager fra land til land for at søge beskyttelse; det nævnes ikke af andre. Af en pavelig bevilling fremgår det i øvrigt, at en Johannes Esre for at udbedre en familietvist mellem sin og Stig Andersens slægt havde trolovet sig med en datter af Stig Andersen. Da hun døde, ikke mere end 12 år gammel, blev det Johannes tilladt at ægte Inge, en søsterdatter af Stig Andersen. Muligvis har nordmanden Hakon Thoresen været gift med en datter af Stig Andersen. I 1309 gav kong Erik 6. Menved de fredløses hustruer og børn deres gods tilbage – mod at det blev solgt, og at de selv opholdt sig uden for riget.
Poesi
[redigér | rediger kildetekst]- Marsk Stig-viserne; den største samling af historiske danske folkeviser med udspring i samme historiske begivenhed
- Christian Winther: Våbendragerens Ed
- Christian Richardt: Librettoen til Peter Heises opera "Drot og Marsk" om mordet på kong Erik Glipping. Handlingen følger folkevisetraditionen om, at Marsk Stig var hovedplanlægger og udfører af mordet som hævn for kongens voldtægt eller forførelse af hans hustru Ingeborg
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b Stig Andersen Hvide
- ^ Stig Andersen Hvide d.æ. – Den Store Danske
- ^ a b [https://web.archive.org/web/20151208110228/http://www2.gribskovgymnasium.dk/fs/1200Kbh/Kilder/%C3%A5rb%C3%B8ger/1276f_Lunde%C3%A5rbogen.html Arkiveret 8. december 2015 hos Wayback Machine Arkiveret 8. december 2015 hos Wayback Machine Arkiveret 8. december 2015 hos Wayback Machine Arkiveret 8. december 2015 hos Wayback Machine Arkiveret 8. december 2015 hos Wayback Machine Arkiveret 8. december 2015 hos Wayback Machine Arkiveret 8. december 2015 hos Wayback Machine Arkiveret 8. december 2015 hos Wayback Machine Arkiveret 8. december 2015 hos Wayback Machine Arkiveret 8. december 2015 hos Wayback Machine Arkiveret 8. december 2015 hos Wayback Machine Lundeårbogen] Arkiveret 8. december 2015 hos Wayback Machine. Gibskov Gymnasium. Hentet 17/8-2015
- ^ Marsk Stig og de fredløse på Hjelm. Arkiveret 24. september 2015 hos Wayback Machine Redaktion: Pauline Asingh & Nils Engberg. Udgivet af Ebeltoft Museum og Jysk Arkæologisk Selskab 2002
- ^ www.danskmoent.dk/marsk Om produktion af konkurrerende mønter
- ^ Helge Toldberg, Marsk Stig-viserne, Gad, 1963. (Studier fra sprog- og oldtidsforskning / udgivet af Det Filologisk-Historiske Samfund, nr. 252).
Eksterne henvisninger/Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- Dansk Mønt – Marsk Stig Andersen Arkiveret 8. oktober 2006 hos Wayback Machine
- Siden Saxo – Marsk Stigs slægt Arkiveret 7. juni 2007 hos Wayback Machine
- Mordet i Finderup – De dømtes motiv Arkiveret 12. maj 2008 hos Wayback Machine
- C.F.Bricka: Dansk biografisk lexikon, bd. VIII, side 196
- Om Marsk Stig i Den Store Danske Encyklopædi
- Om Marsk Stig-viserne i Den Store Danske Encyklopædi
- Om Marsk Stig-visen DgF 145